Store Festsal blev opført, da Håndværkerforeningen overtog Moltkes Palæ i 1930. Salen blev dekoreret med skulpturer af håndværkets historie gennem tiderne, skabt af Th. Hansen og Edvard Eriksen – sidstnævnte skabte også Den lille Havfrue på Langelinie.
Det første indtryk, man får, er dog de tre enorme venetianske lysekroner og de gyldne draperier. Når der rigtig skal være fest, er salen også udsmykket med flag fra de mange høje vinduesnicher. Derudover har salen fast lærred og lydanlæg samt en stor scene, der kan hæves fra gulvet.
Adgangen til Den Store Festsal sker gennem de to store fløjdøre fra Seglrummet med de mange segl fra de gamle københavnske laug, der er malet på væggen.
Store Festsal er naturligvis palæets største lokale og er især velegnet til de store gallamiddage, konferencer, udstillinger, generalforsamlinger, afdansningsballer, events og shows. Samt naturligvis de traditionsrige juletræsfester med måske Københavns største indendørs juletræ.
Salen ligger på første sal med vinduer ud mod begge sider.
| Areal | 324 m2 |
| Mål | 27,0 x 12,0 m |
| Middag runde borde | 320 personer |
| Møde skoleborde | 320 personer |
| Biograf stolerækker | 320 personer |
Ved opstilling med runde borde eller skoleborde og hævet scene reduceres kuvertantallet til 250 personer.